Forårstur til Sønderjylland

På opfordring vil jeg fortælle om en tur i det sønderjyske med Himmerlands Seniordansere. Vi var 5 fra Vendsyssel, 1 fra Hjørring og 4 fra Brønderslev, der var med.

Vi blev budt velkommen med åbne arme, og det var dejligt, da vi var lidt spændte på, om det var svært at være 5 nye i et selskab, der kendte hinanden mere eller mindre.

Første stop var med kaffe og rundstykker, og senere besøgte vi Højer Pølser tæt på grænsen til Tyskland. Der blev fortalt om virksomheden, og alle deres pølseprodukter, der bliver solgt i Danmark og til export. Den drives af 2 brødre med familier i 4. generation. Frokosten fik vi der, og menuen var selvfølgelig pølsebord med mange lækre sager.

Så gik turen videre til Bredebro for at besøge Toosbuys Torv, som ejes af Ecco, med verdens største butik med Ecco sko. Desværre så vi ikke selve fabrikken, men vi fik et godt indblik i, hvor mange processer en sko/støvle skal igennem inden den er klar til salg, ved at vi så en film om det i cafeen, hvor vi fik kaffe. I Ecco butikken var det muligt at handle med gode rabatter, hvilket mange fik glæde af.

Stedet, vi skulle bo, var Agerskov Kro, og ved ankomst fik vi tildelt værelser, og senere spiste vi en stor dansk bøf med bløde løg og citronfromage. Efterfølgende var der rene hyggetimer med seniordans og aftenkaffe.

Næste dag startede med et flot morgenbord og så på tur til Gråsten Slot. Fordelt med 2 guider var der rundvisning i slotshave og kirke. I kirken blev der fortalt om Dronning Margrethes altertæppe og betydningen af de forskellige figurer, ligeså om stedet, helt tilbage til omkring 11-12 hundrede tallet, meget dygtigt gjort, men tilsyneladende også

lidt søvndyssende for nogle. Frokosttiden havde indsniget sig og vi gik ind i Gråsten by, hvor vi spiste smørrebrød på Gråsten Kro. Efterfølgende kørte vi ud forbi Dybbøl Mølle og Sønderborg. Der var vi inde igennem byen og omkring slottet og videre ud omkring Rinkenæs, hvor vi kørte ned til fjorden og nød udsigten på tilbagevejen til grænsen. Vi var i Tyskland hos Fleggaard for at handle, og mange fandt også tid til kaffe og lignende der.

Aftensmaden i Agerskov var en dejlig buffet med meget lækker mad, og så gentagelse af første aften med seniordans og kaffe. Der kom lidt ekstra kolorit på det, da 2 af de yngre tjenere kom for at danse med, og de skal have stor ros, for de var hurtige i opfattelsen og det gik så fint.

Sidste dag var hjemrejsedag, så efter endnu et lækkert og overdådigt morgenbord forlod vi Agerskov Kro med kursen til Alrø, som ligger i Horsens fjord, med dæmning fra nordsiden af fjorden. Målet var endda mere direkte, nemlig Cafe Alrø.

Menuen var ”en” tartelet med høns i asparges, og hvilken størrelse. Den var stor, fin og god, over 300 gr., men for mange var det rigeligt, så en del af det blev ikke spist. Stedet er meget specielt med utrolig meget, og mange forskellige slags udsmykninger, både inde og ude. Vi fik en fortælling om stedet af tarteletmesteren Lene, der kunne snakke så stærkt, så vi nærmest ikke kunne følge med. Alt i alt var det en på ”opleveren” at besøge dette sted.

Med en dygtig chauffør ved rattet, nåede vi Himmerland igen efter nogle dejlige dage med godt humør og gode oplevelser, godt styret af energifyldte Rosa Skriver og hendes hjælper Lissy Vad.

Tak for vi måtte være med på en godt tilrettelagt tur.

På vegne af de 5 vendelboer Kirsten Jensen