Kære Eva

Kære Eva

Det er min opgave at knytte nogle ord til din afgang som medlem af bestyrelsen i Landsforeningen. Og det gør jeg gerne! Først vil jeg sige, at din venlighed og din hjælpsomhed er enestående.

Dit liv og Landsforeningens historie er flettet tæt sammen. Der er nok at fortælle om. Heldigvis kan jeg finde støtte i hæftet fra Landsforeningens 25-års jubilæum i 2011. Landsforeningens mangeårige formand, Aase Henningsen passede kontorarbejdet fra sit hjem i Brønderslev i foreningens første mange år. I 1997 tilbød du at indrette kontor i dit hjem i Æbleparken i Hadsten, hvor du var ulønnet medarbejder. I 2000 blev pladsen for trang, og kontoret flyttede til Østergade 53. Aktiviteten var vokset, så du skulle aflastes. I efteråret 2001 fandt du Kaj Lyngsø på golfbanen. Det var godt fundet, ikke mindst fordi Kajs kone, Kirsten, fulgte med. Så med udgangen af 2004 kunne du stoppe kontorarbejdet – med god samvittighed. Alt det står i jubilæumshæftets kapitel om Maskinrummet. Men i alle årene derefter har du altid stået til rådighed, når kontoret trængte til hjælp.

Men du har også arbejdet i Landsforeningens bestyrelse. Ved du selv hvor meget? Nu skal du høre: Du var medlem 1991 – 93, suppleant 1994 – 96, medlem 1997 – 99. Det var 9 år. Du kom igen i bestyrelsen 2002 og stopper nu i 2020. Det var andre 9 år. Altså imponerende 18 år. Tilmed fik du i nogle år din mand, Henry, til at tage en tørn som suppleant.

Jeg har slet ikke styr på, hvor mange danseledere du har uddannet. For slet ikke at tale om de utallige dansere, du har haft på dansehold.

Et arbejde, som ikke er så synligt, men afsindigt vigtigt, det er tilrettelægningen af dansebeskrivelser og indspilning af musik. Det har du gjort sammen med Solveig Christiansen. Danmark er internationalt anerkendt for fremragende indspilninger. Du har imidlertid lovet også fremover at være behjælpelig med disse opgaver.

Landsforeningen har således nok at takke dig for, Eva. Restriktionerne ang. Covid-19 hindrer os i at synge og råbe hurra. Men jeg vil gerne have alle til – stående – at give Eva en ordentlig klapsalve.

Tak, Eva.

Bo Røyen, landsformand