Papir eller strøm?

Mange foreninger er gået væk fra medlemsblade på papir. Derved sparer de både penge til produktion af bladet og udgifter til forsendelse. I stedet foregår kommunikationen med medlemmerne på internettet. Det er let, hurtigt og billigt.

I Landsforeningens bestyrelse drøfter vi med mellemrum denne problemstilling. Men i bestyrelsen er vi meget glade for vores blad, Danseretningen. Vi har den klare opfattelse, at det er vores medlemmer også. Der er en forventningens glæde i at kunne hente det lille og smukke blad i sin postkasse. Vi oplever tillige, at bladet giver et sammenhold på danseholdet.

Danseretningen kan dog også læses på Landsforeningens hjemmeside, men først en måneds tid efter at medlemmerne har modtaget bladet. På hjemmesiden er der også anden nyttig information, blandt andet en oversigt over materialer, som Landsforeningen har til salg. (Her kan man klikke på den vare, man er interesseret i.)

Det er dejligt at modtage indlæg til bladet fra medlemmerne, fx fotos og rejsebeskrivelser. I Danseretningen fra september har Harry i et læserbrev skrevet om, hvordan seniordansen bragte ham videre i tilværelsen.

Landsforeningens bestyrelse arbejder målrettet på at udvikle nye danse samt at indspille musik af høj kvalitet. Det giver nye oplevelser for danserne, men så sandelig også for danselederne. Til sommer afholder vi Landslederkursus i Aalborg, og her vil en ny CD se dagens lys. Jeg opfordrer danselederne til snarest at melde sig til kurset.

Hvordan går det ellers med kærligheden på Falster? I sidste nummer af Danseretningen omtalte jeg min flytning fra den jyske hede til det frodige Falster. Jo, det går fint. Jeg trives. Men jeg bliver også holdt til ilden. Jeg er blevet med-leder på et helt nyt dansehold. Det går rigtigt godt, for danserne er meget lærenemme. Desuden er jeg med til round-dance hos Astrid Johansen. Det er dog ikke så let!

Jeg håber, at mange vil deltage i Landsforeningens generalforsamling i Brønderslev. Da foreningens økonomi ser fornuftig ud, forventer jeg ikke, at der kommer forslag om forhøjelse af kontingentet. Vel mødt på dansegulvet og til socialt samvær!

Bo Røyen, landsformand