Som føl på græs!

Som føl på græs!

Vi glæder os til at danse igen – ligesom føllet, der om foråret kan komme på græs og spjætte ud med benene! Lysere tider er – i hvert fald – på vej.

Dette nummer af Danseretningen har ikke så mange nyheder. Men vi udsender det alligevel, fordi vi gerne vil fastholde kontakten til vores medlemmer. Vi har mistet mange medlemmer. Derfor vil jeg appellere til, at I opfordrer andre til at betale kontingentet for i år, som jo er på kr. 160.

Nogle dansehold har ikke danset i et helt år. Andre har danset med små hold. Jeg går ud fra, at danselederne nu tager fat i danserne med henblik på at komme i gang igen, når muligheden viser sig. Ellers må danserne jo tage fat på danselederen!

Landsforeningen har brug for flere danseledere. Der er plads på instruktørkurserne på Pejsegården i august. Ud fra egen erfaring kan jeg fortælle, at det er både udviklende og spændende at være danseinstruktør.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på Landsforeningens dansestævne på Pejsegården, den 7. – 9. juni. Vi skal blandt andet, håber jeg, danse mange af dansene fra CD 20. Arrangementet er kun for medlemmer.

Vores generalforsamling i Stouby i april blev udsat. Vi indkalder til en ny den 19. juni. Se annoncen her i bladet. Mange regioner er i samme situation. Så hold jer orienteret, evt. på din regions hjemmeside.

Landsforeningen har foretaget nogle justeringer af sin egen hjemmeside. Blandt andet er der kommet et link til Landsforeningens privatlivspolitik og cookie-politik. Det kan ses i fanen ”Om os”. Det er et lovkrav.

Jeg håber, at danserne igen vil finde glæden og venskabet, når vi kommer tilbage for at danse ”som i gamle dage”. God sommer!

Bo Røyen, landsformand.