Tanker og tak i et jubilæumsår
70 danseglade sjæle havde sat hinanden stævne i Hjørring.
Denne weekend afholdtes det første danselederkursus på dansk jord, og her den 15. eller måske 16. november 1986 var der også blevet indkaldt til stiftende generalforsamling i det, der kom til at hedde Landsforeningen Dansk Senior Dans (nu Dansk Seniordans).
Initiativtager var Ellen Bjørn Andersen, og inspirationen kom fra Tyskland, hvor det første danselederkursus var blevet afholdt i 1974. Blandt pionererne udi seniordansen i Danmark var bl.a. Aase Henningsen og Solveig Christiansen.
I dag skylder vi først og fremmest disse fremsynede pionerer, der tidligt så seniordansens potentiale og handlede derpå, en kæmpe tak.
Efter Landsforenings stiftelse gik udviklingen forholdsvis hurtigt – men den gik ikke af sig selv! Mange gode menneskers ihærdige arbejde og entusiasme skal og skulle der til for at skabe en landsdækkende og livskraftig organisation.
Der skal bruges folk til at sidde i bestyrelser over det ganske land, og folk til at tage sig af alt det praktiske arbejde i forbindelse med diverse foreningsaktiviteter. Der skal udgives dansemateriale i form af beskrivelser af danse med tilhørende musik. Der skal bruges danseledere til at formidle dansene til de mange dansere. Der skal arrangeres og gennemføres danselederkurser, så de, der vælger at bruge kræfter på at undervise i seniordans, kan blive klædt ordentligt på til at påtage sig denne meget store, vigtige og ikke altid helt lette opgave.
Landsforeningen hviler på et fundament støbt af utallige timers indsats, leveret af utallige ildsjæle, hvis ihærdighed gennem alle årerne, har været af afgørende betydning for foreningens udvikling. Så også her er en stor tak på sin plads.
Her til sidst vil jeg tillade mig at nævne en særlig ildsjæl, der alle årene siden 1985 har været dybt engageret i seniordans.
En ildsjæl, der arbejder på flere fronter: bl.a. som bestyrelsesmedlem, danseleder, og underviser på instruktørkurser. Og
sidst, men absolut ikke mindst: som tovholder eller måske bedre: som ”general”, når det drejer sig om produktion og udgivelse af vores mangfoldige dansemateriale. Solveig Christiansen har vist da været inde over det hele!!!
En særlig tak skal du have, Solveig…
Anne-Mari Hartoft
